Hvilket rum. Hvilket rum at opleve Efterklangs omfavnende musikunivers i. Der var ellers lystig snak blandt publikum alt imens salen langsomt blev fyldt op til den totalt udsolgte koncert. Men da først scenen blev entreret forstummede mumlen og der blev så stille at en knappenål ville have afsløret sin tilstedeværelse hvis den røg på gulvet.
Efterklang, som består af forsanger Casper Clausen, Bassist Rasmus Stolberg og lydsnedker, eller ham der binder det hele sammen, som Casper Clausen udtrykte det, Mads Brauer, er på deres udsolgte mini turne i Sønderborg, Aarhus og København fast akkompagneret af det Sønderjyske Pigekor under ledelse af chefdirigent Mette Rasmussen. Et bekendtskab der, som forsanger Casper Clausen fortalte, rækker helt tilbage fra gymnasietiden i Sønderjylland og som har været en stor inspirationskilde.
Pigekoret kom på scenen fra start. I første omgang halvdelen på scenen og den anden halvdel stående langs kirkegulvet langs siden af de to rækker med bænke. Man var simpelthen indhyllet i skønsang på tætteste hold. En meget nærværende oplevelse.
Og Gud... ja, dette ord kan vel næppe anvendes mere relevant end i netop dette rum i Skt. Lukas Kirken. Men Gud hvor efterklangs musik og sang egner sig til at blive svøbt ind i et så smukt syngende pigekor.
Casper Clausen fortalte om de seneste års samarbejde med pigekoret fra Sønderjylland og hvordan det på det seneste havde udviklet sig endnu mere. Så meget at der til disse koncerter også ville være et par numre af pigekorets helt egne numre og sange. De blev udført på smukkeste vis med sangere og keyboardspillere og med resten af koret som bagtæppe.
Under koncerten blev der spillet nogle af de helt store personlige favoritter fra albummet ”Altid sammen”. Albummet fra dét år hvor jeg selv for alvor røg i gryden og blev en del af Efterklang fællesskabet ved en fantastisk koncert i DR Koncerthuset. Numre som ”Hænder der åbner sig” og ikke mindst ”Uden Ansigt”.
Men der blev også plads til et par helt nye numre. Da det første "Animated Heart” blev spillet, blev jeg helt blæst bagover og tænkte først, hvilket album er det mon så fra. Det må jeg vist lige hjem at checke ud. Det var først efter nummeret at Casper Clausen annoncerede at det var et helt nyt nummer. Så her kan jeg kun sige, at der er virkelig noget at glæde sig til. Senere fik vi endnu et nyt skønt nummer, som indtil videre havde fået arbejdstitlen ”All Directions” – og så må vi jo se hvad det kommer til at hedde når det først bliver udgivet, som Casper Clausen udtrykte det.
Helt grundlæggende var det en meget rørende oplevelse at være med til denne fredag aften i Skt. Lukas Kirke. Hele sanseapparatet blev udfordret på den kærlige måde, hvor jeg tydeligt kunne mærke blodet og glæden suse igennem kroppen. Gåsehuden var blot en helt naturlig bivirkning.
Tak Efterklang. Tak Sønderjysk Pigekor.
Da jeg skulle ud af kirken og gik langs kirkegulvet kom der fra den modsatte række med bænke en ældre herre ud af sin siddeboks. Han kiggede på mig, lyste op i øjnene og mumlede noget med ”...det var godt nok...ehhh... hmmm...” men kunne ikke rigtigt, i det øjeblik, sætte ord på. Jeg kiggede blot på ham og smilte... også med øjnene... for jeg vidste nøjagtig hvordan han havde det. Han forsøgte igen...”men var det ikke helt… altså… waauuuv… waauuuv... nøøøj...” – og så vendte han sig om og jeg kiggede bare på ham, da han foran mig langsomt gik ud smårystende på hovedet (på den gode måde).
Han havde lige haft en oplevelse som jeg tror de fleste der kommer til deres måske første Efterklang koncert kender til. Men det vilde er, at det ikke kun er første gang, man får den følelse når man er i selskab med Efterklang. Så det var det måske heller ikke for ham. Det var det i hvert fald ikke for mig og jeg havde det nøjagtig ligesådan.
Så hvis du endnu ikke har oplevet Efterklang og deres melodiske og smukke musikunivers på tværs af genrer, er der kun én anbefaling her fra. Prøv det... men vær også beredt på at blive ramt, afhængig og en smule opløftet.